Gedde fra Esrum på 106cm

Frederik og Christoffer tog på Esrum sø søndag den 26 Maj, hvor vejrudsigten så lidt hård ud fra morgenstunden, så de valgte at sove lidt længere. De ankom kl. 9 til havnen og fik rigget båden til, hvorefter den lange sejllads i meters-bølger kunne begynde. Det blæste omkring 10 m/s da de stævnede ud af havnen, men efter 75 minutters hård sejlads med regn og bølgesprøjt, kunne fiskeriet begynde.

Der gik heller ikke længe før den første gedde kom i båden, og sådan gik det derud af. Desværre var de første timer præget af regn og kraftige vindstød, som gjorde fiskeriet meget besværligt – men en god håndfuld gedder op til 5 kg kom da i båden.

Hen på eftermiddagen havde vinden lagt sig helt, og fiskeriet var blevet sløjt, så de besluttede sig for at skifte til en plads, der tidligere ikke var tilgængelig pga. den hårde vind. Det viste sig at være en god ide, for da de kom ind på hot-spottet fik de 5 dobbelthug – vild panik i båden!

Alle fiskene kom i båden, hvor Frederik var så heldig at få den største – det var en fin gedde på 7,4 kg, 106 cm.
Dejligt at slutte dagen af med god aktion og fine fisk.

Knæk og bræk
Frederik og Christoffer Schramm

Flot laks fra Lagan

Darko tog en tur til Lagan i Sverige for at fange nogle af de store laks. Efter 6 timers aktivt fiskeri fik Darko endelig gevinst. En flot blank maj laks på hele 10kg og 99 cm lang blev taget på en frisk ny-bundet flue som Darko selv havde bundet nogle timer før turen til Lagan.
Darko kunne ikke brokke sig over fighten, da det tog hele 20 min at få laksen på land.

Darko udtaler: “Det er årets første blanke men bestemt ikke den sidste for turen går til Orkla i Norge i næste uge.”

47kg torsk slog verdensrekord

Michael Eisele fra Tyskland kunne ikke tro sine egne øjne, da han søndag den 28. april, hev monstertorsken op af farvandet ud for den nordnorske ø Sørøya. En kæmpe torsk med imponerende 47 kilo.

Torsken var 160 centimeter lang og selve kampen beskrives som en spændende og hård kamp eftersom den blev halet op fra 88 meters dybde.

Ejer og guide på Sørøya Havfiskesenter, Darius Ignatavicius udtaler “Da jeg så fisken, indså jeg med det samme, at det mindst måtte være europæisk rekord. Jeg har set flere torsk over 30 kilo i denne sæson og de var meget mindre”

Det siges at torsken for nylig havde gydt og vejede formentlig inden da over 50 kilo. Kæmpetorsken skal ifølge fiskecenteret udstoppes.

Tip: Farvandet rundt om Sørøya i Finnmark vrimler i denne sæson med store torsk. Indtil nu er der taget 33 på mere end 30 kilo, så hvis nogle vil ud og prøve kræfter af, kunne det måske være turen værd.